Onkel Bellini vender tilbage

Det første spil i Belliniserien, Spøgelse med forkølelse, udkom for 20 år siden og blev hurtigt 90’ernes gode bud på, hvad fremtidens digitale børneunderholdning burde være. Vi kom i Troldspejlet, Folkeskolen kårede det som årets børnespil, og pressen skrev mange begejstrede anmeldelser.

Nogle få eksempler:

Berlingske: "Suveræne spøgerier"  ★★★★★★ (100%)

”Bogen har sin Astrid Lindgren, fjernsynet er beriget med Bamse og Kylling og nu har computeren fået sit Spøgelse med forkølelse”.

Ekstrabladet: "Skønne spøgerier"  ★★★★★★ (100%)

Bergske Blade: Bedste børnespil” 

”Nyskabende og fantastisk spændende for såvel børn som voksne. Spøgelse med forkølelse er et godt bud på årets børnespil”.

DBC Medier: ”Kort sagt: Et hamrende godt program”.

 

 

Børnene var også vilde med Spøgelse med Forkølelse, der formentlig er det mest sælgende danske børnespil nogensinde, og som med 250.000 solgte eksemplarer i Danmark alene lå i cdromdrevet hos næsten alle familier.

Men modsat bøger, tv og film forsvinder gode spil alt for hurtigt ud af bevidstheden igen. Den hastige tekniske udvikling medfører, at spillets digitale format forældes. Der kommer nye styresystemer og platforme, der gør at et spil ikke længere kan afvikles, og således blev Spøgelse med forkølelse også næsten glemt med tiden. Men også kun næsten.

Det har nemlig vist sig, at mange af de børn, der voksede op i 90’erne, nu er blevet så store, at de selv får børn eller på anden måde får anledning til at mindes gode barndomsoplevelser, så der er mange, der henvender sig og spørger om det måske kan lade sig gøre at opstøve en gammel skive. Nogle få har vi kunne hjælpe, men langt fra alle, og den interesse førte til, at vi besluttede os for at se om vi kunne genudgive Spøgelse med forkølelse.

Det har naturligvis ikke været helt lige til, da grafikken til det oprindelige spil blev udviklet til små 14” computerskærme med lav opløsning.

Men med hælp fra mange fra det oprindelige kreative hold og en flok nye udviklere, er vi gået i gang med at lave en såkaldt remastering, så billedkvaliteten kan blive i top til de moderne touchskærme. Det er en omfattende proces, men vi håber at blive færdige i indeværende år.

Skriv dig op via kontaktformularen (nederst på forsiden), hvis du vil høre mere, når vi er klar til udgivelse.